|
Af: Veronica Andersen -
Veronica@thyweb.dk
Tirsdag d. 22. juni 2010 kl. 12:40
Torsdag formiddag stod Leo Bjørnskov fra Kulturekspressen klar med beviset til en glad mand. "I motivationen bemærkes det, at du om nogen mestrer arbejdet med ler og former, hver del du laver er et kunstværk, en helhed, som du kan være stolt af, og som brugeren og beskueren bliver glad for at eje og se på. Du har udstillinger i såvel Danmark som i udlandet, og alle steder beundrer man dine evner til altid at skabe det enestående." Sådan stod der bl.a. skrevet på det bevis Torsten modtog og med al ret.
Torsten har boet i Thy siden 1970. Han er oprindeligt født i Randers og opvokset i Århus. Hans mellem tid spenderede han i Viborg, hvor han også gik på katedralskole. I år fejrer han 40 års jubilæum som keramiker. Et fag han ikke i starten troede han skulle mestre. Han havde først en idé om at være lærer, men til sin fars skræk blev hans ansøgninger revet i stykker inden de overhovedet blev sendt af sted.
Han har ikke nogen reel uddannelse som keramiker, og har derfor aldrig været på kunsthåndværkerskole. "De krævede man skulle kunne tegne, og det kunne jeg ikke, så det havde ingen interesse". siger Torsten med et smil.
Han har været i lære flere steder. Både i Danmark og til sidst også i en lille landsby i Frankrig. Præsten fra Krik havde nogle kontakter og hjalp Torsten med at finde det helt rigtige sted at komme i praktik. Han endte med at blive 1 1/2 år i Frankrig. I hans udstilling finder man alt fra potter og krukker, til kopper og æsker. Hans fantasifulde huse - som efterhånden fylder en stor samling - var med til at udnævne ham som årets kunstner.
Hvor lang tid Torsten bruger på et værk er ikke til at sige. Man starter med en klump, arbejder sig opad eller udad, og man ved ikke hvornår eller hvordan det ender. Det kan tage et par timer, eller det kan tage 14 dage. Alt afhænger af hvor mange ideer man får hen ad vejen. Igennem 70'erne og 80'erne kreerede Torsten meget til butikker. Kopper og fade, tallerkner og krus osv. kom til at optage meget af hans tid.
"Butikkerne ville jo hele tiden have suppleret noget af det de havde fået og regnede også med at det altid var ens og kunne leveres i løbet af få dage. Hvilket jo er meget svært, da det jeg laver er håndlavet og unikt. Det er ikke massefremstilling på en maskine. Det havde nogle butikker svært ved at forstå", forklarer Torsten.
I dag arbejder han i sit værksted i Heltborg, hvor han også har sin udstilling. Den kan man komme ind og se. Der er normalvis åbent alle dage fra 10-17, og ellers kan man ringe for en aftale. Vil du se mere af mandens kunstværker så besøg hans hjemmeside på
http://www.torstenmosumgaard.dk
Tillykke Torsten med årets velfortjente titel.
Del på Facebook
|