Torsdag d. 8. juli 2010 kl. 08:29

En af Thys aller største kulturperler er Kunstsamlingen, Lunaria, hvor også Danas Have, Frejas Sal og Limfjordsdigterstuen indgår. Det er ikke kun på grund af de mange utroligt smukke billeder, spændende udstillinger, nordisk mytologi, gammel keltisk kultur, men i høj grad også fordi det er en levende samling præsenteret af to af Limfjordens helt store kunstnere, Susanne Tvermoes og Gunnar Iversen.
Kunstnerparret har skabt et univers i Sindrup, hvor du på en gang er i stue med Agnes Henningsen, Karen Blixen, Åkjær, Skjoldborg, er midt i Frejas verden, i en anden tid, en anden verden, der også peger frem. Og de er særdeles levende, skulle jeg hilse at sige.

Den sidste dag i juni var det tid til fernisering af årets udstilling. Susanne Tvermoes lagde for med at fortælle om sine billeder. Det er løvcollager, billeder skabt af planter, blomster, naturmaterialer, der i naturens farver skaber billeder, der er så fine i detaljerne, at man tror, det ikke er muligt. For Susanne er det bare hendes udtryksform. Der blev ikke spildt sekunder på alt det, men i stedet på det billedlige udtryk, portrættet. –Det skal jo ligne, fortalte hun med synlig betagethed af genrens begrænsning oven i den tekniske. Og der skal fortælles noget mere, føjes noget mere til. Hun fortalte om Blixen-portrættet, og om Karen Blixens tre vigtige ytringer, man skal ride, skyde med bue og pil, og tale sandhed. -Derfor valgte jeg buen, fortalte Susanne, -om hun nogensinde talte sandhed ved vi vel ikke, men pilen har jeg så erstattet med en pen. –Og så forestiller jeg mig en afrikansk nat som noget mørkt, næsten sort. Kan man gøre opgaven sværere? Jo, der er tilføjet noget nyt, ikke blot et nyt kunstvært, men også nyt om den portrætterede.
Agnes Henningsen kom som nævnt også forbi. Men billedet af hende blev langt mere nuanceret på få minutter end billedet i vores fælles kulturhistorie: Billedet af damen med det udsvævende liv. Agnes Henningsen blev Susannes papbedstemor, og billedet fra den vinkel blev et andet. En dame i højhælede sko, der altid holdt på formerne og var meget elegant. Nærmest sørgmodig. Glad for mænd, men den hun havde fundet var ikke i stand til at være manden, så hun måtte se sig om, hvilket i samtiden blev opfattet af nogle som nærmest uanstændigt.
I Susannes portræt fylder sørgmodigheden meget, men den er som en forlængelse af drømmene, hvor øjenbrynene sammenholdt med de højhælede vi ikke kan se efterlader en dybde, en uudgrundelighed.
Susanne fortsatte med Marie Grubbe, sagnbillederne og Frejabillederne, på få minutter var ført ind i kunstværker af kunstneren selv. Pragtfuldt.

Så har man vel egentlig fået nok for en dag, men Gunnar var også til sinds at komme med sit. Gunnar Iversen har en meget omfattende produktion bag sig, som radiomand, tvmand, digter, forfatter og dramatiker – kulturformidler ikke mindst med gammel keltisk kultur, nordisk mytologi som emne, men også kulturhistorie, litteraturhistorie og alt muligt andet.
Først og fremmest er han utroligt meget til stede. Af statur fylder han ikke ret meget, men som menneske fylder han så meget desto mere.
Den mand kan digte. Og han kan formidle dem. Han har det med ord som en fisk med sine finner, jamen dem svømmer man jo med, eller som en fugl med sine vinger. Ja.
Gunnar læste digte til kvinden, både Dana, men også kvinderne, med digte til Susanne, Gunnars mor, datteren Eva, Jytte Borberg, Elsa Gress, Kirsten Klein, Isabelle Enoch. Det var herligt. Ubeskriveligt, men med Gunnars ord var det som et splash af sprødhed.

Kom derned og få en oplevelse for livet – en guidet tur i Danas Have i frisk vestenvind, efter en billedtur i Lunaria, så er du tæt på det væsentlige.

Del på Facebook