Søg på Thyweb:
                          Søg i alle vores artikler  - Skriv fx. "Messe" eller "Biograf"
 
 
 

Nationalpark Thy - Danmarks største vildmark


Tirsdag d. 27. juli 2010 kl. 10:19

Et flot lyngfarvet skær lyser mange steder op i klitheden lige nu. Nogen undrer sig nok over tidspunktet, lyng plejer da at blomstre i august-september måned. Men det er ganske vist, det er lyngen der blomstrer. Klokkelyngen.

I klithederne i Nationalpark Thy findes nemlig to slags lyng. Klokkelyngen, som blomstrer nu og den mere almindelige hedelyng, som blomstrer senere. Man kan kende forskel på dem, ved at klokkelyngen har en lille gruppe blomster øverst på stænglen, hvor hedelyngen har mindre blomster op langs stænglen.

Den blomstrende lyng står i åbne, lave områder af heden sammen med revling og blåbær – nåh ja, de hedder i virkeligheden mosebølle, men her i Thy har vi altid kaldt dem blåbær, og det lader sig ikke lige ændre. Både revling og mosebølle er spiselige og må plukkes på til eget forbrug på arealer, der ikke er privat ejet. Det kan naturligvis være vanskeligt at definere mængden på ”til eget forbrug”. Et gammelt mål udstukket af kongen i 1241 i Jyske Lov, siger at man må tage med sig hjem, hvad man kan bære hjem i sin hat. Det skulle være rigeligt til en ”blåbær”tærte. Velbekomme.

I nationalparkens temacenter ved Stenbjerg Landingsplads kan du få mere at vide om natur og kultur, få kort over afmærkede vandreruter og inspiration til ture i nationalparken – Danmarks største vildmark.

På kanal Midt-Vest kan du hver tirsdag, fredag, lørdag og søndag kl. 16.30 – 17 samt lørdag kl. 21 -21.30 se tv fra Nationalpark Thy. Udsendelserne kan også ses på nationalparkens hjemmeside http://www.nationalparkthy.dk

Del på Facebook